En af Nordeuropas største Samsung KNOX-løsninger

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune har rullet landets første kommunale ”Mobile First”-løsning ud til knap 10.000 medarbejdere. Et ambitiøst projekt, som krævede benhård logistik.

En implementeringsperiode på over 10 måneder lyder måske af meget. Men det tager tid at træne mange tusinde medarbejdere, som arbejder mange forskellige steder og på alle tidspunkter af døgnet, når deres primære arbejdsredskab pludselig skal være en mobil eller en tablet. Digitaliseringschef Mette Harbo valgte at lægge ansvaret for læring ud til de decentrale ledere og give brugerne god tid til at lære det nye redskab at kende.

Opgaven

Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune skulle indføre en ny, mobil omsorgsjournal, som krævede en omfattende omstrukturering, både af medarbejdernes arbejdsrutiner og af netværket på forvaltningens 140 lokationer. Efter måneders grundig research, hvor Samsung var tæt med inde i løsningsdesignet, var anbefalingen til ledelsen klar: en cloud-løsning med Samsung KNOX og kommunens Mobile Device Management-system. Det er effektivt, brugervenligt og sikkert: Når medarbejderen får en ny tablet, kan den kun én ting, nemlig installere MDM-systemet. Og medarbejderne fik frit valg mellem Samsung-mobiler og -tablets.

PROCESSEN

COMM2IG er eneleverandør på SKI-aftale 50.43, så det var ikke svært at vælge, hvem der skulle levere de 3.500 Samsung-tablets til kommunen. Men kunne it-leverandøren håndtere så stor en ordre, når opgaven endda var langt mere kompleks end at læsse samtlige tablets af i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen? ”Det kunne de,” forsikrer it-bestiller Jack Frederiksen. ”Over 10 dage fik vi leveret hele ordren på 140 forskellige adresser i København. Vores faste COMM2IG-kontakt fik tilsendt udførlige anvisninger fra vores support, som kan styre alle brugerprofiler digitalt via serie- eller IMEI-nummer. Herefter returnerede COMM2IG 115 regneark med alle nødvendige informationer, så vi har hele tiden haft styr på alle de nye tablets, selv om vi slap for at skulle håndtere dem i fysisk forstand.”

Løsningen

”Vi har i stedet brugt mange ressourcer på at gøre medarbejderne fortrolige med deres nye arbejdsredskab,” fortæller digitaliseringschef Mette Harbo. ”Vi er en lærende organisation, også på tekniksiden, så alle har været gennem et træningsprogram, og de har selv pakket tabletten ud og sat den op med simkort osv. For hvem skal en nattevagt kontakte, hvis hun får brug for it-hjælp? Nu kan hun klare rigtig meget selv, og hun skal heller ikke spilde sin tid på at cykle ind på rådhuset, hvis hendes tablet går i stykker. COMM2IG har hjulpet os med en serviceaftale, så forvaltningens forskellige lokationer har reserve-enheder liggende, og de kan også selv logge på portalen og bestille tilbehør. Det har været afgørende at udstyr og brugervenligheden til blandt andet log on var i top, så vi får mest mulig tid til kerneforretningen: at passe vores borgere.”

Partnere

“COMM2IG var med til at finpudse konceptet for udrulningen, og timingen fungerede helt perfekt.”

Jack Frederiksen
IT-bestiller, Københavns Kommune

“Den nye cloud-løsning er baseret på strategiske overvejelser. Vores mål er at skabe mest værdi i organisationen – at bruge alle medarbejderes tid optimalt.”

Mette Harbo
Digitaliseringchef, Københavns Kommune